Iben Mondrup: "Tabita" og "Vittu"

 Tá  ið bókadagar vóru í Norðurlandahúsinum, fekk eg høvi at práta við Iben Mondrup. Nú seti eg handritið til spurningarnar her. Sjálvandi eru svarini ikki her, tey vóru munnlig og spontan.

Ibens baggrund

f.1969 dansk forfatter; billedkunstner 2003; romandebut 2009; boede i Grønland fra 3 år til 18 år.

Du siger selv, at du er opvokset i en meget ideologisk periode i 70erne i Gønland.

SP 1- Kan du måske uddybe det en smule?

Nu er du på Færøerne, ved du godt, at vi har en slags skæbnefællesskab med Grønland ?  dine bøger er nok særlig interessante for os.

Der skete også tvangsflytninger på Færøerne p.g.af. fysiske eller mentale udfordringer, fordi man mente, at de danske institutioner var bedre end det man kunne byde på her. Det ku være et blindehjem eller et døvehjem. Tit små børn....lige nu to teaterforestillinger om netop dette, Lykkenborg og Kom bare ind, jeg skal ikke græde...

Iben Mondrup

De to bøger Tabita og Vittu er paralelle historier. Begge børn adopteres til Danmark. Der opstår trekantsdrama og andre problemer i begge familier. Begge børn oplever at blive krænket og misbrugt. Og begge børn stikker af.

METAFORER

Der er nogle meget typiske (for dig) metaforer i bøgerne , en af dem er fotografering.

Vitus’ mor Alice er kunstfotograf og Tabitas far er amatørfotograf, og på et tidspunkt bliver der malet et portræt af Tabita. I alle tre tilfælde skaber billederne ravage.

Tabita føler sig udstillet og siger, at det var ikke meningen , at andre mennesker skulle se DET DER. Vitus føler sig udnyttet og udstillet, men Alice siger, at det er kunst. Alice ser alt som kulisser, hun skaber ligesom Vitus i sit eget billede og ikke overraskende er det en lille vildmand hun ser.

Også det at fremkalde billeder får denne metaforiske dimension. Papiret er helt hvidt, og så kommer billedet frem. Der er bare den hage ved det, at Vitus var ikki helt ubeskrevet.

SITAT:  V s. 74  og s. 80

ekstatisk sekvens , mens hun fotograferer, springer han rundt og kaster skindlapper...skrivestilen er ligesom ekstatisk.

Alice: “Der er så megen skønhed i det hun og Vitus gør.”

SP 2 - Du er billedkunstner. Har du selv interesse for fotografering? Man har fornemmelsen af, at Alice ser hele sin tilværelse incl. Seksuelle oveskridelser sum kulisser eller kunstværker. Er det sådan ? Hendes liv går i stå, når hun holder op at fotografere.   Bertil  har album med billeder, nu ville hann vel have dem i sin computer, han har gemt dem væk, men ikke brændt dem...

SP 3_ Hvor stor rolle spiller din baggrund i billedkunst i din forfattervirksomhed?

En anden letforståelig metafor er den samling af kasser og små rum, hvor Vitus gemmer sig, lige fra helt lille på børnehjemmet og som voksen i en hytte væk fra bygden.  Huset på fjeldet, deres første hjem i Grønland er meget trangt, alle sover i samme seng, og madlavning sker i det samme rum, mens danskernes huse er store og rummelige, med plads til privatliv og afstand mellem mennesker.

SITAT V. S.16 (i en lille kasse)

ALLE DE SMÅ RUM, Alices klædeskab, under dynen...

SP 4:  er det et billede af hans længsel tilbage til sin mors liv? Efter tryghed? Er det en helt normal børneleg? Hann sprænger den flamingo iglo han har bygget efter han har mødt Holly...ud af skabet, som voksen ?

Jeg tænkte, den har direkte forbindelse til din karakteristik af Vitus som et dyr: Han går i hi på fangstpladsen, han er god til jagt, klatrer i træer..og tager han jo den hundeleg meget alvorligt.

ORDSLØS TALE

Vitus snakker meget lidt, hans tale er ja ja, og nej nej.  

DÆMONER OG SYNER

Tabitas dukke og Vitus’ maske har dæmonisk kraft. Dukken er virkelig ondskabsfuld og får Tabita til at gøre forfærdelige ting. Men hun holder af dukken, den er altid med under trøjen, også i skole. Der er lidt horror over samtalerne mellem Tabita og dukken. Og masken der (ligesom i The Mask med Jim Carey) suger sig fast til Vitus’ ansigt, forvandler ham til en gøende hund og giver ham frihed til at se Alice i øjnene.

SITAT: T. s. 248 (dukken)   V. S. 32 (masken)

SP 5:  er der inspiration i grønlandsk folketro, jeg tænker på tupilakkers kraft, og åndemanerens kraft. Begge børn kommunikerer med sine kære, som ikke er der. Tabita med Abelone (en meget stærk og lang scene) og Vitus med sin “lillemor”...er der noget “shaman” inspiration?

 Sitat: T, s. 265 (Abelone kommer til hende)

 FRANSK FORBINDELSE

 Alice (i Vittu) har en fransk forbindelser. Alice er franskmand og Eva har læst fransk og overvejer at begynde at undervise i fransk,

SP  6– Har du selv franske forbindelser?

SP- 7 Hvad vil du opnå ved at bruge franske ord og udtryk i bogen? Måske at vise, at hun er kærlig? Eller at hun ikke er helt komfortabel med sin rolle i Danmark? Vitus lærer fransk, men hans franske tilknytning bliver ikke rigtig tematiseret.

Franskmand og eskimo...begge to fremmede fugle...

 ADOPTION

Vitus’ mor Alice har fundet en mening med livet, efter at hun har fðet Vitus. Hun elsker ham, og de er meget tæt forbundne. Han bliver hendes inspiration og hendes fortrolige. Læseren fatter det. Før Alice fatter det ligesom....man tænker bara stop nu..stop nu...

SP – den grænse mellem en mors kærlighed til sit barn og erotisk tiltrækning , den må være svær at krydse.

De adoptionssager, som er omdrejningspunkt i disse to romaner, er ulykkelige på så mange planer.

SP 8- Er du i din resarch stødt på lykkelige adoptionsfamilier? Er de måske i overtal?

 MENNESKESYN

“Du er min egen grønlandertøs” siger Stig til Tabita, og det siger han efter at vi har fået at vide, at han stadig tænker på og begærer Abelone, som var hans grønlændertøs.

Det betyder meget for Alice, at Vitus er meget lys i huden, og at folk ligfrem tror, han er hendes egen. Bertil og Evan har meget forskellig opfattelse af, hvordan Tabita skal klæde sig og sætte sit hår. Han kan godt lide at hun ser grønlandsk ud.

SITAT          T s. 132   T: s. 294

SP 8   hvilke konnotationer er der ved ordene, gønlanderbarn, grønlændertøs? I en danskers mund.. hvis vi siger hun er fransk eller hun er norsk, så er der også konnotationer. Du var selv danskerbarn i Grønland.

 INTERESSE FOR DET EKSOTISKE Nye vinkler på det postkoloniale

 Allerede de første opdagelsesrejsende havde stor interesse for det eksotiske, f.eks. indianere og inuit blev undersøgt og udstillet, man lavede beretninger om deres hverdag og deres kultur og tro. Og det er fortsat således, at vi gerne rejser langt for at se og undres over befolkningers særlige levevis og kultur.  

 Lærer Lorenzen, Tabitas lærer vil gerne til Grønland. Han udspørger Tabita....den hvide mands holdning ses i ......  “Nogle gange går selve mennesket tabt, når man fjerner grønlænderen i ham”  (282)

 Eva og Bertil er repræsentanter for Danmark. Han er handelsbestyrer i Upernavik og hun er hjemmegående

Stig og Alice ligeså. Hann er embedsmand..

 SP 9:   Dine forældre var lærere i Grønland, i hvor høj grad var man bevidst om, at man var i gang med at “fjerne grønlænderen”...

POST KOLONIAL litteratur defineres som litteratur skrevet af forfattere fra forhenværende kolonier, den er typisk skrevet på magthaverens sprog og er meget kritisk mht til kolonitiden.

Hvis man fastholder en forestilling om, at de tidligere kulturer udelukkende var gode, oprindelige og naturlige, og at kolonisatorerne udelukkende var onde og bærende af en kultur, som var udelukkende dårlig for de tidligere koloniserede, så forstår man ikke, at rigtig mange ude i kolonierne samarbejdede og ønskede at indoptage nogle ting, som de så måske ikke altid vidste, hvad ville medføre. Men det at stå i offerrollen er at stå i en svag position i forhold til at tage skyld på sig og dermed ansvar,« siger hun. (Kirsten Thisted)

Der findes ogå en term post-post kolonial litt.  Hvor man ser på forholdet mellem kolonimagt og koloniserede uden at påstå, at kolonimagten var udelukkende ond, og hvor  man tildeler de indfødte noget mere end bara en offerrolle.

SP 10 - Føler du, at dine bøger om Tabita og Vitus bør rubriceres under post kolonial litteratur?  Eller, hvordan har du det med at blive klassificeret som sådan? Er de måske post- postkoloniale tekster

 F.eks “Blomsterdalen” efter Niviaq Korneliussen, som skildrer en generation af grønlandske unge, som kæmper for sit liv.  Eller “Bortførelsen” af Mette Newt Din bog handler i høj grad om forholdet mellem Danmark og en forhenværende dansk koloni.

Lærere og kritikere elsker jo at putte forfattere i kasser i sine lærebøger.

 AFSL. UNDSKYLD

Et tema, som har været omtalt over hele verden i mange år er: at  indfødte i forskellige lande, lige fra indiginous í Australia, indianere i Kanada og  mange andre steder kræver undskyldning fra sine forhenværende koloniherrer. I det danske folketing er nyvalgte Aaja Chemnitz Driefer, klar med 10 krav ella ønsker til den danske regering, deribland en dybdegående undersøgelse af dansk opførsel i Grønland, fulgt af undskyldning og erstatning.

Danmark har vægret sig ved at give undskyldning i de stjålne børns tilfælde (ligsom de også vægrer sig ved at sige undskyld i Vestindien).

SP 11:  Er bøgerne din måde at råde bod på det. Ligesom din egen måde at sige undskyld på?

 Du arbejder på bog nr. 3

Der er en del ubesvarede spørgsmål, f.eks. blev Alice misbrugt af sin far, det antydes at hendes far er ond, og der er ting , hun ikke vil tale om? Hvor gik Tabite hen i sit nattøj, da hun stak af? Ved sygeplejersken Louise, at Vitus er Bertils barn? Hvordan oplevede Abelone det store trauma? Og selvfølgelig til sidst: Hvordan går det for de unge mennesker, den halve grønlænder og den hele, hvor meget påvirker deres opvækst i Danmark resten af deres liv?

Du har sagt, at vi er ikke færdige med Abelone, hende glæder jeg mig til at møde igen.

 

Marjun Syderbø Kjelnæs: Gentukamarið

 Framløga í NLH

Bókin er hendan, Gentukamarið eftir Marjun Sydebø Kjelnæs. Vit báðar, Bergljót og Malena, skula siga nøkur orð um hetta verkið. Vit eru í lesiringi saman. Teksturin er eitt leikrit og sjónleikurin hevur verið spældur á Tjóðpallinum. Vit hava sæð leikin, og vit vóru til framløguna í Gl. Bókhandli, tá ið bókin kom út og hoyrdu Marjuna greiða frá, m.a. inspiratión í einum sussmæli í Vencili 2016, sum kallaði tekstir ”gentukamarsligar” og grenj, sum var so grunt sum ”tampongir og tann innara slaskidukkan”. Tað var sjálvandi eitt kallkynsindivid, sum hevði skrivað tað. Men Marjun hugsaði: JA! Eg skal geva tykkum GENTUKAMAR og slaskidukkur og tampongir, sum súgva, so tú verður turrur í hálsinum!!

B: hvat er søgan um?

Søgan er um eina kvinnu, sum er komin heim í sítt gamla kamar í barndómsheiminum. Lesarin fær fatan av, at hon er skild og hevur eina dóttur. Exmaðurin skal hava polterabend og vil hava hana at koma eftir dóttrini. Inni í kamarinum hittir hon eina veru. Og leikurin er ein samrøða, kjak ella bardagi millum tær báðar. Tað leikar hart á, og Veran er við yvirlutan, hon veit alt um hana og dugir at raka hana meint, men tá ið leikurin endar, eru tær kortini komnar ásamt.

M: har eru ikki nógvir persónar á pallinum?

Bara kvinnan og Veran eru á pallinum, og ein tænari í 5. senu. Men mamman, pápin, ex maðurin og dóttirin eru í perferiini. Mamman uttanfyri kamarshurðina og pápin liggur og svevur og ex og dóttirin í telefonini. Hetta er ikki eitt familjudrama, men eitt psykologiskt drama við sera sjónskari fráveru av familju. Mamma hennara kemur ikki inn í kamarið, hon vitjaði kanska heldur ikki inn, tá ið gentan var barn, og pápin svevur, hann skal nokk ikki forstýrast, ein rættiliga súrlig viðmerking til pápaleiklutin. Kvinnan er mamma, og barnið er í telefonini, men hon vil heldur tosa við mannin, lova mær at tosa við babba. Smágentan má bíða,  tað er, sum um hon førir hesa fráveru víðari til næsta ættarlið (s.81, s.82). Hon og exurin skeldast í telefonini, hon tveitir telefonina frá sær. Telefonin ringir nakrar ferðir, men til endans sløkkir kvinnan hana, og tað er avgjørt tekin um, at spennandi ting eru á skránni.

Veran er fyrst og fremst órein við kvinnuna, pínir og argar.

B og M s. 35 veran:  Á steiki, ert tú okey?

Men tær eru eisini góðar og klemmast. Einki verður sagt um aldur ella útsjónd á kvinnuni og veruni, vit vita einki um hennara seksualitet, arbeiði ella karrieru. Tað seksuella er ikki í fokus, veran er kynsleys. Tað verður hildið  uttanfyri , tað er bara kvinnan og hennara eksistensur, tað snýr seg um at byggja seg upp og gerast sterk. Men tað er rætiliga eyðsýnt, at tær eru ein og sama vera, veran gongur út í eitt við ein sekkjastól og (7), og veran ger alt tað sama sum hon (23).

Tær hava einki navn, eru bara kvinna og vera, men Agnas Louisa, sum vit fara at hoyra um, hon hevur navn, og í einari terapi-sessión er ein, sum bjargar fleiri børnum frá at drukna og hann eitur Hans Jakku.  Tað er sum Hetjurnar hava navn, men okkara kvinna er ikki vorðin ein persónligheit enn, hon er enn í gerð.

B: ...tað er ótrúliga myndaríkur stílur í hesum leikinum ha?

Ja, vit kunna taka nøkur dømi:

Veran er mynd av innanlívinum hjá kvinnuni. Veran er dulvitið ella samvitskan hjá kvinnuni. Hon livnar, táið kvinnan kemur, og tá ið kvinnan fer, ger veran  av við seg.

Veran er sum ein sálarfrøðiligur terapeutur, og samrøðan teirra millum er sum ein terapitilgongd. Veran noyðir hana at siga frá síni angist og sínum minnum. Gloymd minnir um ommuna og eitt systkinabarn og sjónvarpssendingar koma í ljósmála. Gentan kemur ígjøgnum alt sítt kensluregistar.

M: og so er tað Agnas Louise...??

 Agnas Louise er høvuðspersónur í eini søgu, sum Veran fortelur kvinnuni. A.L. vaks so nógv, at hon rúmtist ikki inni, hon vaks út gjøgnum takið - ein tilsiping til  Alice (tær eru næstan navnur) í Leikalandi, sum sprongdi húsið hjá kaninini. Kaninin í Lisu í Leikalandi er eisini nevnd, har ið Veran sigur, eg eri kaninin við urinum...Agnas Louise tordi at fara út um gentukamarið og út um bygdina, og bygdarfólkið skilti hana ikki.

M:            Tey siga, at tá  ið Agnas Louise reistist av knøunum, so rakk hon heilt upp til knøttin á flaggstongini oman fyri kirkjuna. Mamman græt, pápin signaði seg, og øll hennara smáu systkin runnu ýlandi undan henni....s.36

Bæði upp um flaggstong og kirkju, bæði verðsligt og kirkjuligt vald.

 Tá ið Agnas Louise var deyð og gloymd, fann ein neytakona beinagrindina, ella skrokkin, sum kundi brúkast til tøð, sum gav góðan vøkstur, og ryggin og bringurúmið brúktu tey til at byggja eitt skip, ”Agnas Louise”. Her hevur høvundurin íblástur úr veruleikanum, Malena, tað veitst tú okkurt um? Ja, systkinabarn mítt, vaksin upp við góðari mjólk frá neytakonuni, fór sín fyrsta túr við ”Agnas Louise” í 1957.

Ein feministisk metafora um at spreingja rammur. Tá ið A.L doyr fáa tey brúkt hennara beinagrind bæði til beinmjøl, amboð og EITT SKIP! Implikatiónin er, at kvinnan er grundarsteinurin undir øllum framburði!

Ein onnur mynd í tekstinum er oljufýrurin, sum tendrar og sløkkir alla tíðina, og í einari pallmynd er sjóðið frá havinum, sum ljóðið í oljufýrinum. Ein fýrur ella viti tendrast og slóknar , hann skal leiða skip, sum Agnas Louise, í trygga havn.

 

Dukkurnar eru mynd av gentuni, kvinnuni. Veran brýtur og mishandlar dukkur, summar missa høvdið, verða royttar ella missa ein arm, og tá fær kvinnan ilt samstundis. Dukkurnar eru eisini mynd av barni ella børnum, sum kvinnan ynskir sær ella hevur ynskt sær.

Alt verður tikið úr skápinum og skrætt sundur, bæði armar og bein av dukkunum. Kvinnan og Veran berja seg ígjøgnum barna- og ungdómsár og náa at enda til eina niðurstøðu, har tær klemmast.

Áðrenn leikurin endar, hevur Veran tikið armin úr formalinkrukkuni og sett hann aftur á dukkuna og sett dukkuna í eitt modellskip, sum stendur í kamarinum. Samstundis fær kvinnan brúkt armin aftur,  hevur fingið matarlystin aftur og situr og etur egg og er komin fyri seg, Síðani letur kvinnan seg í og fer út aftur í lívið. Skipið og dukkan hóska væl til myndamálið við Agnas Louise.

Á vegginum hongur ein kend einglamynd, sum saman við søguni um systkinabarnið, sum boðaði dómadag, sipar til tað religiøsa eftirlitið í gentukamarinum.                          

                s.84 dialogur .... eg sleppi aldrin í lívinum frá tær

Ein fangandi mynd er av ommuni: s. 75

...tað var líkasum... segði hon

Ein mynd av at vera fastlæst, ikki sleppa at mennast, ikki sleppa at flyta seg, royna okkurt nýtt ella broytast

 

 Teksturin hjá Marjun er surrealistiskur eins og ein Dali málningur. Og henda litfagra lýsingin av tí yvirvaksna rotnandi likaminum á Agnas Louise verður samanborin við ein Dali málning. Grotesk lýsing, men eisini ”skeg”..

s.76.   Annar fóturin...

Og aftaná kemur nágreinilig lýsing av lukti  og av partiklum í luftini av Agnas L...rættiliga vemmiligt.

 

Fremsta myndin er gentukamarið sjálvt. Tapetið og tingini í kamarinum vísa á kvinnuleiklut, gentusosialisering. Fyrr høvdu børnini ikki sítt egna kamar, húsini vóru smærri og børnini vóru fleiri, men nútíðin hevur gentukømur og dreingjakømur, páparúm og mammurúm, vit hava privatlív fyri allar pengarnar, spurningurin er, um tað hevur gagnað okkum so væl at hava ”me time”, ”alone time”. Gentukamarið kann umboða einsemi ella kanska klaustrofobi. Teksturin hevur yvir 20 ymiskar lýsingar ella frágreiðingar um gentukamarið, sera rúgvismikið myndamál at fyrihalda seg til sum lesari. Pallurin er gentukamarið, sum er lýst rættiliga detaljerað í pallviðmerkingum.

Tapetið í gentukamarinum er blomstrut, perman á bókini (eftir Sigga Óla Pálmason) dias er blomstrut, men um tú hyggur nærri, eru blomstrini sera lík fostrum ella svimjandi sáðkyknum, byrjandi lívi. Eitt eyga, sum eisini er eitt hurðarlás, ein hurð, men hvat er innanfyri, og hvat er uttanfyri hesa hurð??

        Gentukamarið er óaktuelt.....

s.16 Hetta líkist kanska eini fornleivd ella eini mynd av einum halgiluti – hoyrir kanska heima í eini glasmontru á savninum fyri farnar kynsleiklutir.

 

s.86 Gentukamarið er ein frystiboks. Her liggja tjúkk stykki av uppskornum tonkum og harðna í kuldanum. Men ein vakurleiki er eisini í tí. Ískrystall glitra uttan á sleptum vónum. Turrafrostið gellir. Gleðin er glerlokað. Og at enda doyvir kuldin alt. Bíða bara.

Kanska er kamarið fyrst og fremst ein mynd av modernaðari gentusosialisering og av teimum avmarkingum, sum møta kvinnum, tað blomstruta tapetið sum vøkur verja, men eisini sum innisperrandi stik. Nógvar kvinnur hava livað í hesum blomstruta stiki, t.d. Frida Kahlo listarkvinna, sum ofta er avmyndað júst við tapetbakgrund . Hon var knúst, eins og dukkurnar í kamarinum, bæði kropsliga og sálarliga, ella Ruth Smith, sum sat í Nesi í Vági við sínari list undir einum bláum stjørnuhimmali, sum maður hennara hevði málað til hennara.

s.33 áratúsindir av kúging, og framvegis elskar tú blomstur, elskar nóg mikið til at vera lukkulig um blomstrutar veggir?

Biip!

Situr og vaggar dukkuni, sum einaferð fer at vera eitt livandi barn – títt egna.

Venur teg við at vera ein favnur, ein bryggja, eitt hvíldastað?

 

Hvat er so temað í hesum teksti - ella boðskapurin?

Stykkið er um kvinnulív ella um uppgerð við fortíðina. Tað er feministiskt í sínum hugburði, explisitt onkustaðni í tekstinum t.d.

        s. 65 Ja, ja, tú ert fastlæst í eini kynsskipan. Einum leiklutamynstri. Tað er skiljandi. Tín uppaling leggur ikki upp til hetjuskap. Frelsarar hava í tínari verð onnur kynsgøgn enn tú...men for heitasta genta – rist tað burtur av tær! Kom nú, kom!

Men kúgingin verður ikki beinleiðis definerað við støði í mannfólki. Hon er ikki ein bukað ella neyðtikin kona. Kamarið er ikki stongt, pápin svevur, og maðurin í telefonini hevur ikki vald á kvinnuni. Kúgingin ella avmarkingin er nógv meiri umfatandi enn so, hon er  internaliserað og byrjar fyri túsund árum síðani. Sostatt er boðskapurin eisini, at kvinnan má, sum AL spreingja rammur, hon má tora at fara út.

                 s.55 Gentukamarið er inni í tær, jú tað er tað. Tað er ein smáblomstrutur kassi, sum liggur tvørur fyri og roynir at finna onkra javnvág.

Skotraður har millum lívmóðurhválvið og bringubeinið riðar kassin á síni egnu trom. Og inni í honum liggur tú og skrálar.

Jú tað gert tú, og hóast tú rópar av almakt, so hoyrist tú ikki. Nei, tað gert tú ikki. Ljóðini eru als ikki skillig. Als ikki orð. Als ikki enn.

 

Heitið er ”Gentukamarið, ein eksistentiell horrorkomedia”, tað er javnt býtt ímillum horror og komediu. Tað óhugnaliga er fremst, tá ið Veran pínir kvinnuna og tykist njóta tað. Tað stuttliga er skrivikynstrið, perlurekkjan av løgnum fantasifullum myndum. Sum lesari mást tú veruliga spenna teg út fyri at fáa fylgt við.

Tað liggur á okkum , sum liva, at brúka gentukamarið og okkara innaru slaskidukku við skili. Vit kunna brúka gentukamarið til at venja guriljapartisangentur, vit kunna bjóða fólki inn í gentukamarið, vit kunna lata hurðar og vindeygu upp í gentukamarinum...tað er nógv vit kunna gera! Og sjálvandi kunna vit fara út úr gentukamarinum, tá ið vit vilja!

 

TAKK!